Dana Cup søger lægestuderende

28. jul 2016
mashrecruitartikel

 Dana Cup søger lægestuderende

 Fodbold er en kontaktsport, hvor fysikken er en del af spillet. Derfor risikerer spillerne at slå sig i tacklinger, i hovedstødsdueller eller ved simpelt hen at overbelaste sig i kampen om vigtige sejre i Dana Cup.

Som en del af Dana Cups berømte kvalitet er et professionelt lægetelt bemandet med uddannede læger og sygeplejersker, sygeplejeelever og lægestuderende. I MASH-teltet kan de skadede spillere få en hurtigt vurdering af deres skade, og om det er nødvendigt at sende dem videre til eventuelt røntgenfotografering eller yderligere udredning på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

På den måde belaster den store fodboldturnering det offentlige sygehus så lidt som muligt, og samtidig får sygeplejeelever og lægestuderende vigtig klinisk erfaring, som de kan bruge i deres fortsatte uddannelse.

- Men vi kunne godt tænke os, at endnu flere unge lægestuderende ville melde sig til Dana Cup og arbejdet i MASH, siger daglig leder af Dana Cups sundhedssektor, sygeplejerske Jette Nordberg, der havde forventet, at oprettelsen af medicinstudiet på Aalborg Universitet ville kaste en større interesse for den store fodboldturnering af sig.

- Men vi er faktisk kun to studerende fra Aalborg Universitet ved årets Dana Cup, forklarer Michael Bang, der mangler ét år af studiet på universitetet. Han er selv fra Hjørring og kendte selvfølgelig Dana Cup, da han meldte sig allerede sidste år.

- Men et af problemerne er, at Dana Cup desværre ikke er nok kendt hos de studerende på universitetet. I Aarhus er der mere fokus på idrætsmedicin, og derfor er det oplagt for de studerende at få erfaring ved at hjælpe til Dana Cup, og så har man her haft undervisere, som har gjort god reklame for turneringen.

- Jeg tror, at man i Aalborg skal fokusere mere på idrætsmedicin, og så skal Dana Cup intensivere markedsføringen overfor de studerende, bl.a. ved at inddrage studiesekretærerne, der har den direkte kontakt til de studerende.

- Jeg synes, at det er fantastisk at komme til Dana Cup som lægestuderende. Vi får mulighed for at se noget af det hele, lige fra fibersprængning til kraniebrud. Her er noget fagrelevant at lave hele tiden, og så har vi jo et enestående fællesskab her i MASH, hvor vi også hygger os udenfor vagterne, smiler Michael Bang.

Gem
Del Del Del
Flere nyheder
crosschevron-down